Implantater

Implantater

Som din tandlæge i Rødovre kan vi lave dit implantat i god kvalitet, så du har tryghed hele vejen igennem behandlingen og ikke mindst bagefter. Vi er grundige med hver enkelt patient, så vi kan lave den bedste diagnosticering og rette behandling. Har du brug for at få lavet implantater, kan du læse mere her på siden eller kontakte os, hvis du har spørgsmål.

Hvad er et implantat?
Et implantat er en kunstig rod af titanium (et metal), som placeres i kæbeknoglen ved en operation. Når implantatet er helet ind efter 4-6 måneder, åbner man til det ved en lille operation og kan derved skrue en stift ned i implantatets hule indre, der er udformet som en skruegang. Stiften perforerer mundslimhinden, og kan derefter bruges som fundament for en enkelt krone, støtte for en bro eller protese.

Man kan indsætte fra ét og op til 6 implantater i hver kæbe. Det er faktisk muligt at lave en fast bro, som ikke kan tages af, hos den totalt tandløse patient.

Implantatløsninger vil i mange tilfælde synes at være omkostningsfulde løsninger. Det skyldes de dyre materialer og udstyr, samt de komplicerede bro- eller proteseløsninger. På den anden side vil patienterne i de fleste tilfælde opleve større livskvalitet, fordi de nu har fået kunstige tænder, som sidder fast, og føles som egne tænder.

Enkelte implantater mistes, hvis mundhygiejnen ikke er god nok, eller hvis implantatet belastes uheldigt. Det er derfor vigtigt, at implantatbehandlingen følges op med hyppige kontroller, så problemer kan forebygges. Mistes et implantat, kan et nyt indsættes, efter at området er helet.